
Det skal du vide om AHA, BHA og PHA i hudpleje
Skrevet af ECOOKING - Udgivet
AHA-, BHA- og PHA-syrer er yderst effektive i hudpleje mod blandt andet pigmentpletter, urenheder og fine linjer - og så fremhæver de hudens naturlige glød. For at kunne få glæde af alle fordelene, er det vigtigt, at du sætter dig godt ind i, hvordan du bruger AHA-, BHA- og PHA-syrer i din hudpleje.
Læs med her og bliv klædt godt på til, hvordan du får den bedste effekt af at bruge syrer i din hudpleje.
Se alle vores ansigtsmasker her
Hvad er AHA, BHA og PHA?
AHA, BHA og PHA er eksfolierende syrer, der ofte anvendes i hudpleje. Syrene findes naturligt i f.eks. frugt, mælk og bark fra træer - og i hudplejeprodukter fungerer de som aktive ingredienser med helt særlige egenskaber.
Det særlige ved syrer er, at de arbejder med hudens cellefornyelse. I hudpleje kaldes produkter, der indeholder AHA-, BHA- og PHA-syrer, også for kemisk peeling, fordi de skånsomt eksfolierer hudens yderste lag. Denne form for peeling står i modsætning til fysisk peeling, som ansigtsscrubs, der eksfolierer med hjælp fra fysiske korn.
For at en kemisk peeling kan eksfoliere huden effektivt, ligger produktets PH-værdi typisk mellem 3 og 4. På den måde kan syrerne opløse det yderste fine hudlag, så din hud lettere kan forny sig og døde hudceller fjernes.
AHA
- Står for Alpha Hydroxy Acid
- To af de mest populære AHA-syrer er mælkesyre (lactic acid) og glykolsyre (glycolic acid).
- Udvindes af naturlige kilder som frugt og mælkeprodukter
- Arbejder primært på hudens overflade med at binde fugt, udjævne hudtonen og reducere fine linjer
- Understøtter hudens naturlige cellefornyelse
BHA
- Står for Beta hydroxy Acid
- En af de mest populære BHA-syrer er salicylsyre (salicylic acid).
- Er en fedtopløselig syre
- Udvindes oprindeligt fra barken på piletræer
- Arbejder i hudens porer, trænger dybere ind og hjælper med at reducere fedt, talg og urenheder
PHA
- Står for Polyhydroxy Acid
- To af de mest populære PHA-syrer er gluconolactone og lactobionic acid.
- Er en vandopløselig syre
- Udvindes ofte fra frugter som druer og sukkerrør
- Arbejder på hudens overflade, eksfolierer skånsomt, hjælper med at reducere døde hudceller og tilfører fugt
Hvad er forskellen på AHA, BHA og PHA?
AHA-, BHA- og PHA-syrer arbejder forskelligt i huden. Mens AHA- og PHA-syrer arbejder på hudens overflade med at fugte og forny, arbejder BHA-syre i dybden med at rense og reducere urenheder. PHA-syre er skånsom og tilfører samtidig ekstra fugt, hvilket gør den velegnet til mere sensitiv hud.
AHA, BHA og PHA arbejder effektivt sammen, hvorfor de også ofte bruges i kombination i hudpleje som peelmasker. Alligevel er det vigtigt at kende til din hud og dens behov, for ikke alle hudtyper tåler alle syrer lige godt.
Skal jeg vælge AHA, BHA eller PHA til min hudtype?
Du skal kende til din hudtype, før du begynder at bruge AHA-, BHA- og PHA-syre i din hudpleje. Det er nemlig forskelligt, om din hud vil have gavn af en kombination af flere syrer, om du har behov for dem enkeltvis – eller om din hud er for sensitiv til at modtage syrerne.
Husk altid at lytte til din huds signaler og være opmærksom på irritation – uanset hudtype.
Du kan bruge AHA, BHA og PHA sammen, hvis du:
- Har fedtet hud eller døjer med urenheder eller akne.
- Har erfaren hud, som generelt er robust og mindre sensitiv.
I disse tilfælde vil syrerne arbejde sammen om at give dig en sundere og mere afbalanceret hud. AHA og PHA vil arbejde på at forbedre hudens tekstur, fugt og elasticitet, mens BHA vil rense porerne og afbalancere de naturlige olier. Sammen vil de bl.a. reducere fine linjer, store porer, pigmentpletter, alderspletter, jordbærhud og urenheder.
Du skal nøjes med at bruge AHA og/eller PHA, hvis du:
- Har tør hud eller dehydreret hud.
- Har sensitiv hud eller beskadiget hud fra f.eks. solen.
Her hjælper AHA og PHA med at binde og bevare fugten og skåne huden for irritation. Ved at udelade BHA får din hud en mildere behandling, hvor fugt, fornyelse og elasticitet er i fokus. PHA er særligt velegnet til mere sensitiv hud, da den eksfolierer skånsomt, samtidig med at den tilfører fugt.
Du skal nøjes med at bruge BHA, hvis du:
- Har fedtet hud med meget overproduktion af talg og tilstoppede porer.
I dette tilfælde trænger din olieholdige hud til at blive befriet for den overskydende talg, så de tilstoppede porer kan ånde igen. AHA og PHA kan også bruges på fedtet hud, men BHA har typisk den mest målrettede effekt på tilstoppede porer.
Du skal være forsigtig med AHA- BHA- og PHA-syre, hvis du:
- Har meget sensitiv hud eller ung hud.
Som tommelfingerregel skal du være forsigtig med syrer i din hudpleje, hvis du har sensitiv eller ung hud. Hvis du er i tvivl, kan du lade din hud få ro og pleje fra mildere hudplejeprodukter.
Hvis du har en smule sensitiv eller kombineret hud, kan du starte med lav koncentration - især med AHA og BHA - og arbejde dig op, hvis huden tillader det. PHA kan ofte tåles bedre, men start stadig forsigtigt.
Læs også: Sådan slipper du af med urenheder og bumser
3 gode råd: Det skal du være opmærksom på ved syre i hudpleje
Før du kaster dig ud i at bruge AHA- BHA- og PHA-syrer i din hudpleje, er det vigtigt, at du er helt sat ind i syrenes virkning, og hvordan du bedst bruger dem i din hverdag.
- Kan jeg bruge syrerne hver dag? Nogle syrer kan godt bruges dagligt - det afhænger af koncentration og hvilken type syre, produktet indeholder. F.eks. er vores Daily Peel med 7 % glykolsyre og vores Acne Serum med salicylsyre til dagligt brug. Det er altid vigtigt at følge produktets anvisninger og anvendelse. Derudover skal du lytte til din hud og justere brugen efter, hvordan den reagerer på produktet. Det er altid en god idé at starte langsomt på et mindre område og holde pauser, hvis din hud har brug for det.
- Hvad må jeg ikke blande syrerne med? AHA- og BHA-syrer eksfolierer huden og renser tilstoppede porer, hvilket kan gøre din hud mere følsom overfor anden påvirkning. Derfor skal du være forsigtig med at kombinere syre med andre stærke ingredienser i din hudpleje som f.eks. retinol, vitamin C og alkoholbaserede produkter.
- Hvordan passer jeg bedst på min hud? Når du bruger syre i din hudpleje, skal du beskytte den ekstra godt mod ydre påvirkning som sollys, forurening og andre miljømæssige faktorer. Brug gode ansigtscremer og solcreme med høj SPF, så du beskytter din følsomme hud mod solskader og irritation.
Hvornår kan du se effekten af AHA, BHA og PHA i hudpleje?
Brug af syrer i hudpleje har mange fordele og nogle af dem viser sig næsten øjeblikkeligt. Huden får hurtigt en flot glød, hudplejeprodukter trænger bedre ind og makeup lægger sig pænere.
Efter nogle uger med kontinuerligt brug af produkter med syrer bliver huden mere ensartet, og ujævnheder som urenheder, pigmentpletter, alderspletter, jordbærhud og porer bliver mindre synlige. AHA og PHA arbejder på hudens overflade med at forny og tilføre fugt, mens BHA renser dybere i porerne og afbalancerer hudens naturlige olier.
Efter en måneds tid vil fine linjer også blive reduceret og huden føles mere fast og stram. Effekten skyldes, at syrerne fremmer cellefornyelsen og fjerner døde hudceller, så huden får fornyet glød og ser friskere ud.
Se for eksempel vores Peeling Mask, med AHA- og PHA-syrer, eller vores AHA+BHA Mask, som er vores mest aktive peelingbehandling og giver sine første resultater på bare to minutter.
Hvordan anvender jeg AHA, BHA og PHA i min hudpleje?
Dine hudplejeprodukter med AHA-, BHA- og PHA-syrer skal påføres på ren hud, så start med at bruge en ansigtsrens til at fjerne snavs og eventuel makeup.
Dernæst påfører du dit produkt med syrer - det er typisk sera, tonere og masker, der indeholder AHA-, BHA- og PHA-syrer. Serummer og tonere skal ikke renses af, men blive på huden, mens peelmasker skal fjernes efter anvisningerne, som kan variere fra maske til maske.
Vores Peeling Mask kan sidde mellem 4-12 minutter, alt efter hvor vant du er til at bruge den, mens AHA+BHA Mask kun skal sidde 2 minutter. Uanset hvilket produkt med syrer du bruger, er det vigtigt at afslutte med en god ansigtscreme eller -maske. Især efter en peelmaske, hvor huden har ekstra brug for fugt pga. den effektive eksfoliering.
Læs også: Sådan får din hud mest fugt og pleje
AHA, BHA og PHA til kroppen: Glat og ensartet hud
AHA-, BHA- og PHA-syrer kan også gøre en forskel som kropspleje f.eks. til tør hud, skæl i hovedbunden og mørkere områder på albuer og knæ, som ofte skyldes ophobning af døde hudceller, der gør huden ru og ujævn i farven. Her kan syrernes eksfolierende effekt hjælpe med at fjerne de døde hudceller og fremme en mere ensartet tone.
Også hovedbunden kan have gavn af syrer – især hvis du oplever tørhed eller skæl. Her hjælper syrerne med at løsne og fjerne tørre hudflager, så hovedbunden bliver renere og mere afbalanceret.
Til kroppen kan du bruge vores AHA Body Repair, som er en bodylotion med glykolsyre, der blødgør og udjævner huden. Oplever du udfordringer som tør hovedbund, mørke pletter eller ujævn hudstruktur, kan du også bruge Daily Peel med 7 % glykolsyre – en flydende formel, der nemt kan påføres lokalt eller i hovedbunden. Begge produkter hjælper med at give en glattere, mere jævn og velplejet hud.
Kan gravide bruge produkter med AHA-, BHA- og PHA-syrer?
Det er altid et personligt valg, hvilken hudpleje man bruger som gravid, men generelt anbefaler vi at vælge allergicertificerede produkter.
Både vores Daily Peel 7% og Peeling Mask - som begge indeholder AHA-syrer - er AllergyCertified og dermed milde nok til at gravide også kan bruge dem.
Aktive hudplejeprodukter fra ECOOKING
Hos ECOOKING udvikler vi hudplejeprodukter under opskriften: Først og fremmest virkning, dernæst så meget naturlighed og økologi som muligt. Det betyder, at vi har et stort fokus på effektive formler med aktive og veldokumenterede ingredienser.
Vi har opdelt vores produkter efter hudtype og behov, så du kan gå på jagt efter de produkter, der kan understøtte netop din hud i dens behov. Sådan passer vi bedst muligt på dig og din hud.






